Syltekrukken
Den bedste måde at sylte noget på i dag er at lave en stor projektbeskrivelse med hurra-ord. Lave en organisering med en stor gruppe af folk der mødes i arbejdsgrupper og refererer til andre grupper af tværfaglige projektgrupper.
Grupper hvor folk bliver sat i, så de ikke kan se den umiddelbare mening i det. (selvom man fortæller dem hvor vigtigt det er).
Her er opskriften på at det ser ud som om at der sker noget og ryggen er sikret. Det repræsentative demokrati har nikket og sagt ja, og kan se på alle planerne at der sker noget. Men det gør der ikke. Alt går i stå.
Syrebadet
Hvis vi udsætter en sådan organisering for ungdoms-syrebadet. Hvad hvis vi bad unge om at skulle det. Hvad ville der så ske?
Unge anser deltagelse som demokrati, og ingen skal bestemme over hvor de er, fordi det er deres valg – deres selvbestemmelse. Derfor tror jeg syrebadet ville efterlade en tom skal. Ingen ville deltage på møderne, og afklædningen ville være sket.
Kun de mest velopdragne voksne møder op.
Organisering
Så jeg tror vi bliver nød til at spørge os selv om der overhovedet er behov for al den organisering. Kan vi egentlig ikke finde ud af at være selvorganiserende selvom vi er voksne?
Hvis det vi gør giver mening, så vil vi finde partnere og fæller. Men kun så længe det giver mening, og anden organisering vil finde vej. Uden at opfinde organisering eller at nedlægge organisering.
Organisk selvorganisering
Undskyld jeg bruger billedsprog, men jeg synes faktisk denne metafor giver lidt inspiration: en plante har ingen hjerne der fortæller hvert blad hvordan det skal vokse. Der er ingen kommandoer og organisering fra oven. En plante ville alligevel ikke overleve længere hvis den ikke var organiseret på en måde. Hvert enkelt blad er selvorganiseret. Vokser når det giver mening, og visner når det giver mening.
Kan man tænke store organisationer sådan?
Hvis alternativet er at alt går i stå i mangel på mening og motivation i en organiserings-syltekrukke, så må vi tænke anderledes om vores måde at organisere os på.
Vi er alle blevet selvledende i høj grad. Vi har alle udviklet en stærk fornemmelse af hvad der giver mening. Vi har følere der gør det muligt for os. vi har teknologi der gør det muligt at finde hinanden, og kan veksle mellem tæt samarbejde til enkle beskeder, eller at høre om hinanden. Vi har netværk der fungerer i et felt der er så spændstigt at vi ikke behøver organisering. Det kan vi vil selv?
Det moderne menneske
De ting de store postmoderne teoretikere begræder at vi har fået med i dåbsgave, bliver pludseligt til aktiver i sådan en organisering. Det er kun mening der driver os. Vi er bevidste om hvad der giver mening og hvad der ikke gør, hele tiden. Vi holder ikke op med at reflektere over mulighederne for hvordan det ellers kunne være. Vi ser muligheder, og vi forlader det der ikke har dem. Og vel at mærke som en kontinuerlig og konstant del af vores måde at være menneske på.
Hej selvorganisering. Farvel organisering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar